Dette er logoet på Anders Hjernøs hjemmeside

Tilbage

Sandslotte

Dialog for to strandgæster.


Naja og Malou er på stranden.

Malou: Naja?

Naja: Malou?

Malou: Hvad laver vi her?

Naja: Vi er på stranden.

Malou: Ja, jeg ved godt at vi er på stranden, men hvad laver vi?

Naja: Vi er på stranden, så vi er. Det er det vi laver. Vi er. Vi er i gang med at være... på stranden.

Malou: Okay, så er det det vi laver. Vi er... på stranden.


(stilhed)


Malou: Naja, kan vi ikke godt gå igen?

Naja: Hvorfor?

Malou: Fordi jeg synes at det er kedeligt at være... på stranden.

Naja: Sådan tror jeg at der er mange der har det med det at være... på stranden. Men prøv at se hvor smuk stranden er og prøv at lytte til dens lyde. Bølgerne, vinden og mågerne. At åbne sig imod sine omgivelser, det synes jeg er en vigtig del af det at være... på stranden. Men altså, hvis du keder dig, så må vi jo finde på noget at lave.

Malou: Men vi laver jo allerede noget. Vi er... på stranden. Skal vi så holde op med at gøre det og lave noget andet?

Naja: Nej, vi skal blive ved med at være... på stranden. Det står ikke til diskussion. Men lad os da finde på noget at lave mens vi er... på stranden. Jeg havde da også tænkt at vi skulle lave noget mens vi er... her. Lad os bygge sandslotte!

Malou: Sandslotte? Hvorfor skulle vi bygge sandslotte?

Naja: Hvorfor skulle vi ikke bygge sandslotte?

Malou: Jeg synes bare ikke at det giver særlig meget mening at bygge sandslotte.


(stilhed)


Malou: Det er bare noget jeg har tænkt over. Jeg ved godt at vi har bygget masser af sandslotte før, du og jeg, og det har været dejligt og hyggeligt. Men stranden er blevet noget andet for mig i dag end den var dengang. Jeg kan pludselig se at jeg ikke kan se hvor stranden ender. Den fortsætter, og den fortsætter ikke bare så langt øjet rækker, nej, den fortsætter også efter det punkt. Også sandet er blevet noget andet for mig. Det er gået op for mig, at det jeg ser som stranden jo kun er det synlige sand. Men tænk på hvor meget sand der ligger under det synlige sand, tænk på sandet ude i vandet, sandet inde i klitterne, ja, tænk på det sand der bæres rundt i luften.

Naja: Ja, der er virkelig meget sand på stranden. Man kan nærmest ikke se stranden for bare sand.

Naja, fortsat: Ej men, jeg kan jo ikke være uenig i de ting du siger. Vi er strandgæster. Vi er meget små og stranden er meget stor. Stranden er tilmed også meget gammel, og det er vi ikke. Stranden er blivende, vi forgængelige, vi er gæster. Strandgæster. Og sådan kunne man blive ved. Men skal vi ikke bare bygge nogle sandslotte i stedet?

Malou: Jo, lad os det.



Malou har ikke lyst til at bygge sandslotte.

Naja: Vi behøver altså ikke at bygge sandslotte hvis du ikke har lyst Malou?

Malou: Jeg vil egentlig gerne bygge sandslotte, men jeg kan ikke finde ud af hvor jeg skal starte. Det er som om der ikke lige er noget oplagt sted.

Naja: Noget oplagt sted?

Malou: Ja, der er ikke noget sted jeg har lyst til at stikke min plasticskovl ned, for jeg synes at stranden er perfekt som den er. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal forsøge at skabe noget, når det materiale jeg skal skabe det af allerede er formfuldendt. Se den sandbanke dér. Sandet har den helt perfekte fugtighedsgrad – lige præcis dét sand ville være perfekt til at bygge med. Men se hvor smukt vinden har udtørret de allerøverste sandkorn, og se hvordan den har arrangeret dem i små, krusede striber hen over sandbanken. Se hvordan de mørke aflejringer af brunt jordmateriale blander sig med det grå sand. Jeg føler at det ville være en voldshandling at stikke min plastic-skovl ned i sandbanken, for jeg kan kun skabe noget der ville være kunstigt og grimt sammenlignet med sandbanken.

Naja: Men altså, selv hvis vi gravede et meget dybt hul i stranden, så vil tidevandet jo alligevel komme og glatte alting ud i nat når vi ikke her her mere. På den måde gør det ingen forskel at du tager dit sand fra en fin lille sandbanke. I morgen vil det du har skabt være væk og det du har ødelagt være genoprettet.

Malou: Men så giver det jo overhovedet ikke nogen mening at skabe sandslotte. Hvis vi ved at det vi skaber i dag bliver udslettet i morgen, hvorfor så skabe noget? Stranden vil åbenbart ikke have at vi skaber noget blivende.

Naja: Malou, du taler om stranden som om den var et menneske eller en gud. Du får det til at lyde som om at dine handlinger her på stranden kan dømmes som gode eller dårlige. Men af hvem, Malou? Af stranden? Stranden er ikke engang ligeglad med dig Malou. Stranden har ingen følelser. Stranden er bare enormt mange sandkorn. Den eneste her, der har nogen som helst holdning til hvad du gør, er mig. Stranden ville være tom, hvis det ikke var for dig og mig. Og hvis jeg ikke var her, ville du være her alene. Jeg synes at det kunne være hyggeligt at bygge et sandslot, og jeg synes at det kunne være hyggeligt at bygge det med dig. Byg sandslotte for min skyld, Malou! Er det ikke grund nok?

Malou: Jo, selvfølgelig. Vi bygger jo ikke sandslotte for strandens skyld, vi bygger dem jo for vores egen skyld.

Naja: Præcis.

Malou: Men er det ikke selvisk når vi bygger sandslotte for vores egen skyld?

Naja: Det kan da ikke være selvisk hvis det er noget vi gør sammen.

Malou: Jo, for det der gør at vi godt kan lide det vi bygger er at det er os der har bygget det. Sandslottet bliver jo et udtryk for os selv. Vi har åbenbart ikke nok i stranden som den er – vi skal absolut have noget af os selv at kigge på. Vi vil hellere kigge på noget vi selv har skabt, end på noget der er skabt for os.

Naja: Men sandbanken og sandslottet er jo helt forskellige ting Malou. Sandbanken er natur, sandslottet er kultur. Sandbanken er skabt af stranden, sandslottet er skabt af strandgæsten. Kan man overhovedet sige at sandbanken er skabt? Er stranden noget der skaber? Stranden er bare. Strandgæsten kan til gengæld skabe og strandgæstens materiale er stranden.

Malou: Men hvad så når de ting strandgæsten skaber ødelægger stranden?

Naja: Uanset hvad er stranden blivende og strandgæsten gæst. Strandgæsten kan ikke kan ødelægge stranden, for tidevandet vil altid komme og slette alle aftryk vi har efterladt. Vi skaber for at gøre det rart at være... på stranden. Men jeg tror også at det vi skaber kan få os til at se anderledes på det materiale vi skaber det af. Du fik jo netop øje på sandbankens kvaliteter fordi du skulle bruge sandet til at bygge et sandslot, som så til gengæld ville have nogle helt andre kvaliteter end sandbankens.



Malou tænker over det.

Malou: Grundvilkåret er altså, at strandgæst og sandslot ikke kan undslippe solnedgangen – og dagen efter, når solen står op igen, vil både strandgæst og sandslot være væk. Lige meget hvor meget jeg italesætter og undersøger dette strandlivs meningsløshed, så gælder dette grundvilkår også for mig. Min stranddag slutter også på et tidspunkt. Måske har Naja ret? Måske handler det om at gøre det rart at være på stranden, for det er lige præcis dét, det ikke er. At være på stranden er nemlig at vide at man skal væk derfra igen.

Malou, fortsat: Men man kan ikke gemme sig for dette grundvilkår i et sandslot, for sandslottet yder os ingen beskyttelse. Vi dulmer følelsen af magtesløshed ved at bygge et styrkesymbol. Men sandslottet lyver, for det er præcis lige så skrøbeligt som os. Vi burde i stedet bygge ærlige og anvendelige ting som f.eks. sandsofaer. Sandsofaen kunne vi bygge i det rigtige størrelsesforhold, og hvis vi gjorde os umage ville vi også kunne sætte os i sandsofaen. Og ja, hvis man absolut vil have fortalt historier, så kan man jo prøve at hoppe i sandsofaen og mærke hvordan den falder sammen. Så kan man sidde der i en sandbunke og tænke på altings skrøbelighed. For grundvilkåret er at intet kan undslippe solnedgangen, uanset om det har sand eller symbolsk værdi.



Naja tænker over det.

Naja: Malou bærer en massiv tomhed på sine skuldre. Det der giver hendes liv fylde er skrumpet ind til så lidt at hun er ved at blive knust under tomhedens vægt. Hun siger nej til at bygge sandslotte, og med hendes nej gør hun mig, den spørgende, til ja-siger. Så er hendes lille skuespil på plads. I det lille skuespil spiller Malou martyren, som har indset den større sammenhæng. Eller rettere – som har indset at der ikke er nogen større sammenhæng. Og Naja spiller den naive, opbyggelige strandgæst, hvis højeste ønske er at skabe små og forgængelige symboler hun kan varme sig ved.

Naja, fortsat: Men jeg vil ikke sige hende imod. Det nytter ikke noget, for hun skal selv finde vejen væk fra den sti hun slæber sig henad. Malou er oppe imod meningsløsheden og mine ord er harmløse våben, for meningsløsheden har et stærkere sprog end meningsfuldheden. Men meningsfuldheden har noget som meningsløsheden ikke har, nemlig handlingen. Nu tager jeg en skovlfuld sand og putter den i min spand. Handlinger er poesi og hele verden er poetisk!



Naja og Malou finder ud af hvorfor man skal skabe...

Malou: Naja?

Naja: Malou?

Malou: Det første man som strandgæst må indse er, at man på et tidspunkt ophører med at være strandgæst. Men hvad så med de sandslotte strandgæsten har skabt? Strandgæsten kan højst forvente at sandslottene bliver stående et par timer. Havets bølger vil langsomt begynde at æde sig ind på sandslottene, og vinden vil blæse forbi tårnene og udtørre dem. Korn for korn splittes det hele ad. Kort tid efter vi har forladt stranden vil der kun være et par buler i strandkanten tilbage. Efter et døgn vil alle spor være slettede. Når dette er et grundvilkår, hvorfor skal vi så bygge sandslotte?

Naja: Stranden er tom, Malou, og strandgæsten ensom. Men idet vi bygger sandslotte kan vi ophæve denne ensomhed, om ikke andet så for en stund. Hvis ikke vi gør noget sammen er vi alene. Der eksisterer ikke noget vi, hvis ikke vi skaber noget sammen og hvis ikke vi ser på noget sammen. Det er det vi gør sammen der skaber os. Hvis ikke vi gør noget sammen er der ikke noget ”os”. Det handler om samhørighed, Malou. Også med de strandgæster der kommer efter os. Lige nu ligger stranden øde hen. Men tænk hvis der kom nogen forbi når vi er gået, og tænk hvis de stoppede op og kiggede på vores efterladte sandslot. Sandslottet kan fortælle de efterfølgende strandgæster at stranden ikke er et øde sted, og at strandgæsterne ikke er alene på stranden. Vi kan ikke se de andre strandgæster, og de andre strandgæster kan ikke se os. Vi er adskilt af tid. Men vi kan mødes i et sandslot ved strandbredden. Jeg bygger sandslotte, fordi jeg håber at nogen vil komme forbi og se dem.

Malou: Jeg forstår nu, Naja. Jeg forstår hvorfor. Men jeg forstår ikke hvordan. Altså, hvordan skal vores sandslotte så se ud?

Naja: Det synes jeg er meget svært spørgsmål at svare på.

Malou: Præcis! For min skyld kunne vi hente en skovl og lave 100 små bunker af sand og kalde dem for sandslotte. Nogle ville måske kalde disse sandslotte for ”lemfældige bunker af sand”, men nej, vi vil kalde dem for sandslotte. Naja, du og jeg er alene på stranden , så det er os der bestemmer hvad der er sandslotte og hvad der ikke er. Det er svært at svare på hvordan sandslottene skal se ud, for der er ikke noget svar. Alt er godt, alt er dårligt, alt er lige sandt, alt er lige gyldigt. Tænk dig et rart sted det ville være, et udramatisk sted! Et sted hvor der intet unikt findes, intet specielt findes. Et sted hvor alt er éns. Hvis vi kan skabe et sted til hinanden, hvor vi aldrig skal tænke på godt og dårligt og på hvorfor det er godt at noget er godt og dårligt at noget er dårligt, så har vi da skabt det ultimative sandslot til hinanden.

Naja: Jeg vil godt give dit ret i, at der ikke er noget endegyldigt svar på spørgsmålet om hvordan vores sandslotte skal se ud. Men da jeg før sagde at spørgsmålet var meget svært at svare på, var det en ros til spørgsmålet. Det er spørgsmålets kvalitet at det er så svært at besvare det. Hver gang vi tager en skovlfuld sand i plasticskovlen må vi nemlig stille os selv det spørgsmål; ”Hvordan skal dette sandslot se ud?”. Den tilstand du beskriver, den du kalder ”udramatisk”, er for mig en rædselsfuld tilstand. I den tilstand besvarer man det svære spørgsmål med sætningen; ”det er ligemeget, alting er ligegyldigt”. Og det synes jeg er et svagt, dovent og ensomt svar. Der er ikke en rigtig måde at bygge sine sandslotte på. Men der er en forkert måde, og det er når man holder op med at forholde sig til det at skabe...



... sandslotte.

Naja, fortsat: sandslotte. At sige at du, og kun du, ved og bestemmer hvad der er sandslotte og hvad der er ”lemfældige bunker af sand”, er at bygge en mur op omkring sin egen ensomhed. Vi må arbejde sammen, du og jeg, for at finde ud af hvad vi kan kalde pænt og grimt og godt og dårligt. Det første sandslot vi må bygge er værdiernes sandslot. Så kan det godt være at nogen vil kalde det sandslot for et patetisk sandslot. Eller et bedrevidende sandslot. Eller et smagdommersandslot. Eller måske bare et tomt symbol. Men for os er det et sandslot bygget på et fundament der udgøres af at have stillet os selv spørgsmålet ”hvordan skal det her se ud?” igennem hundreder og hundreder af år. Svaret har ændret sig undervejs, og det skal det også. Men spørgsmålet er lige så gammelt som stranden selv. Hvorfor skal man skabe... sandslotte? Hvordan skal man skabe.. sandslotte? Skal vi gå i gang?

Malou: Ja.


Slut.



Læs om albummet hvor dialogen indgår