Dette er logoet på Anders Hjernøs hjemmeside

Tilbage

Fremtiden for koncerten: Credo

Parafrase over John Cages ”The Future Of Music: Credo”.


JEG TROR PÅ AT BRUGEN AF IKKE-MUSIKALSK INDHOLD

Livet er det der sker rundt omkring os. Hvis vi ikke koncentrerer os om det, så sker det bare. Livet, der udspiller sig foran uopmærksomme øjne og ører, er uinteressant. Men hvis vi koncentrerer os om livet der udspiller sig foran os, så bliver det interessant. Lad os kigge på den levende musik.

Den levende musik skal forsøge at være netop dét; levende. Heldigvis er det i dag muligt for os at invitere livet ind i koncertrummet. I koncertrummet kan vi tage et fast greb i livet, og i en moderne koncertpraksis er det endda muligt at lave greb ud af selve livet.

”I efteråret bestod min sætliste bl.a. af stykkerne Aften på Glentevej, Mit møde med Hizb ut-Tahrir samt Endnu en aften på Glentevej. For første gang oplevede jeg at publikum beskrev mit sæt som virkelighedstro. Forstået på den måde, at stykkerne jeg spillede havde mimet et liv som publikum kunne genkende. Tænk sig, at der på et rytmisk spillested i provinsen havde stået en midaldrende kvinde og kigget op på en hævet scene. I det kulørte lys havde hun set en ung sortklædt mand fra København, og efter at have lyttet til ham havde hun tænkt; Præcis! Det er jo sådan dér det hele er!”


I MÅDEN KONCERTER SKABES PÅ


Koncertrummet var i lang tid hæmmet af konventioner, ritualer og alvor. Hvor er det godt at vi har nået et punkt, hvor vi kan pege på disse ting og grine af dem. Vi, fremtidens koncertkunstnere, er begyndt at ommøblere koncertrummet. Vi stiller alt det gamle ud i det åbne og vi kigger publikum i øjnene mens vi gør det.

”Jeg har ikke revet nogle kulisser ned i nogle rocktempler. Jeg har allerhøjst spillet uden effekter på min guitar og leget at mit mikrofonstativ var en vindueskarm. Det jeg har gjort er, at jeg har præsenteret værker, der forholdsvist ikke-medieret har beskrevet mit liv. Det radikale har bestået i at lade de udramatiske hverdagsbeskrivelser blive badet i rocklysene, og at lade hver en lille pauses stilhed blive blæst ud af gigantiske PA-systemer.”


VIL TILTAGE, INDTIL VI OPNÅR EN KONCERTPRAKSIS SOM LØSRIVER DEN LEVENDE MUSIK FRA DEN INDSPILLEDE,


Vi oplever i disse år et skred hvor den såkaldt levende musik stille og roligt begynder at mime den indspillede. Resultatet er en distancering af publikum, som efterlades med følelsen af at være udskiftelige og overflødige. Koncerten ville have været den samme foran et andet publikum. Ja, koncerten ville endda have været den samme uden publikum. Koncerten reduceres til en produktion, musikeren til afvikler og publikummet til kunder.

”I takt med at vi kan spille højere og højere er jeg bekymret for at vi har glemt styrken i ikke at spille eller sige noget."

Hverdagen er afdæmpet, fyldt med pauser og sjældent sammenhængende. Skal det samme gælde for koncertoplevelsen? Ikke nødvendigvis. Men vil det stadig være muligt for os at få øje på publikum bag vores mur af produktionsøvere, scene-coaching og in-ear systemer?


HVILKET VIL GØRE ALLE GREB OG MATERIALER ANVENDELIGE I KONCERTRUMMET. DEN POPULÆRMUSIKALSKE LIVEKONCERT ER STADIG SPÆD, OG TRODS STORE LANDVINDINGER PÅ FORMSIDEN LADER DEN INDHOLDSMÆSSIGE SIDE MEGET TILBAGE AT ØNSKE. I FREMBRINGELSEN AF NYE KONCERTOPLEVELSER MÅ NYE STRATEGIER TILEGNES. COMEDY- OG FOREDRAGSGENREN MÅ UNDERSØGES, OG LIGELEDES MÅ VI LÆRE FRA TEATERET OG LITTERATUREN. TIDLIGERE ER DER BLEVET SKELNET MELLEM F.EKS. KONCERTRUMMET OG TEATERRUMMET, MEN I DAG SMULDRER MUREN MELLEM DE TO RUM.


Koncertrummet er - ligesom verden udenfor - fyldt med informationer. Men i koncertrummet har den primære informationskilde øjne, ører, næse, mund, arme og ben. Fra scenen kan den optrædende formidle et komplekst indhold, ikke blot med en række toner og ord, men også med en krop, en mimik og et nærvær.

”Men alligevel spørger jeg ofte fra scenen: ”Er der nogen der har nogle spørgsmål?”


MÅDEN HVORPÅ KONCERTER SKABES I DAG, VED HJÆLP AF SÆTLISTER, SCENETØJ OG TUNG PRODUKTION, VIL IKKE LÆNGERE VÆRE TILSTRÆKKELIG FOR FREMTIDENS KONCERTKUNSTNER, EFTERSOM HAN/HUN NU HAR MULIGHED FOR AT BRUGE DET HELE I SIN KONCERT. DET VÆRE SIG DAGENS NYHEDER, KLAVERETS IDIOTISKE PLACERING ELLER DÅRLIG MONITORLYD.


”Koncerten er en lille hyldest til øjeblikket. En lille fanfare for den lomme som publikum og optrædende skaber sammen.”


NYE METODER VIL BLIVE UDVIKLET, OG DE VIL HAVE NÆR TILKNYTNING TIL METODERNE DER ARBEJDES MED I PERFORMANCEKUNST, I BRECHTS VERFREMDUNG OG I ALLE ANDRE PERFORMATIVE PRAKSISSER, DER HAR GJORT SIG FRI AF AUTENTICITETENS LÆNKER.


”At spille en koncert er at sige tak fordi I er kommet - bare uden at sige det.”


ENKELTE FORMKRAV, SOM F.EKS. DE STANDARDISEREDE VARIGHEDER FOR KONCERTER, DE HÆVEDE SCENER OG DE BLINKENDE PARLAMPER, VIL MULIGVIS VÆRE SVÆRE AT REFORMERE. ISTEDET FOR AT SE DISSE FAKTORER SOM BEGRÆNSNINGER MÅ VI UNDERSØGE OG BRUGE DEM SOM INSTRUMENTER I SKABELSEN AF FREMTIDENS KONCERT.




Essayet blev af Passive/Aggressive i tidsskriftet 'Uden titel' (2017). Læs mere her.