Dette er logoet på Anders Hjernøs hjemmeside

Tilbage

Åbent brev til DJBFA

Som medlem af komponist- og sangskriverforeningen DJBFA kan man søge arbejdslegater fra foreningens Legatpujle. Det er rigtig godt. Noget der ikke er så godt er ansøgningskravene, som i mine øje er udtryk for en ensidig og misforstået tilgang til det at skabe. Mit brev er formuleret så det opfylder Legatpuljens ansøgningskrav.


Kort projektbeskrivelse (300 tegn)

Jeg synes at vi skal ændre måden DJBFAs arbejdslegater uddeles på. Som det er nu, skal ansøgeren beskrive “præcist og tydeligt” hvilken musik ansøgeren vil skrive, hvis arbejdslegatet tildeles, og man forventes at vedhæfte “mindst én prototype”, der viser “at idéen kan realiseres”. Disse krav svinebinder den skabende fase inden den når at starte.


Ansøgning (2500 tegn)

Jeg sidder i en bus på vej fra Berlin til København. Vi har lige fået tjekket vores pas i Gedser, og betjenten sagde de samme fire ord hver gang hun gav et pas tilbage. “Det er i orden”, sagde hun, med noget i stemmen, som jeg enten ville kalde autoritær venlighed eller venlig autoritet. Denne dobbelthed fik mig til at tænke på måden præster kan tale på. Med ét mindede situationen om en nadver. “Dette er Jesu Kristi rødbedepas, dette er Jesu Kristi indrejsetilladelse”.

I sin roman 'Infinite Jest' skriver David Foster Wallace om tennis. For at finde ind til skønheden, kunsten og magien i spillet, må spilleren opgive sit forsøg på at tæmme og analysere det, og i stedet lade kaos være kaos. (Dette afsnit er forkortet af hensyn til ansøgningens længde).

I formiddags spiste jeg et af mit livs dårligste måltider. Jeg havde brugt hele morgenen på at prøve at forstå afsnittet om tennis, uendelighed og kaos, og jeg var stadig ikke sikker på at jeg forstod det. Nu sad jeg på en restaurant. En tallerken med det, der på menukortet blev kaldt for omelet, var blevet sat foran mig, og jeg sad nu og stirrede ned i en uendelighed af æg, pose-ost og overskydende olie. TV’et over baren blev tændt. Der var tennis.

Hvorfor skriver jeg det her? Det gør jeg, fordi der i ansøgningsvejledningen står; ”Start ansøgningen med helt kort, præcist og tydeligt at definere, hvad du søger til. Uddyb derefter”. Det svarer til at sige; ”Start tenniskampen med helt kort, præcist og tydeligt at definere, hvad der sker efter du har lavet første serv”.

Jeg har ingen anelse om hvad jeg søger penge til. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske når jeg først går i gang. Jeg prøver bare at komme så tæt på det uendelige som muligt, at lade kaos være kaos, at se hvad der sker.

Nu er bussen snart fremme, så jeg foreslår hermed, at vi i DJBFA laver ansøgningsproceduren til Legatpuljen om. I stedet for at søge med gennem-pitchede ansøgningsformular-projekter, foreslår jeg at man i stedet søger med sit CV og en beskrivelse af, hvad man sidder og roder med lige nu (og ikke i en opdigtet fremtid). Vurderingen af ansøgningen må så bero på, i hvilken grad ansøgeren i sit hidtidige virke (og ikke i et opdigtet pitch), har vist sig i stand til at skabe noget visionært, på en professionel måde.

Når jeg taler med mine kolleger og spørger hvordan det går, siger de fleste, at det går godt, og at der er travlt. Godt, men travlt. Sådan har jeg det også selv. Jeg har faktisk så travlt, at jeg ikke synes at jeg kan tillade mig at bruge tid på at fantasere om potentiel musik. Tid, som jeg aldrig får igen, investeret i et luftkastel af 2500 anslags længde, eksklusiv mellemrum, og som kun måske kaster et arbejdslegat af sig.

Kære legatudvalg. Jeg kan forstå, at I er afgående, og at dette er jeres sidste tur i manegen. Jeg håber at I vil taget godt imod min lille serv og foreslå det næste legatudvalg at lægge mindre vægt på præcise projektbeskrivelser og obligatoriske prototyper.

På forhånd tennis,

Anders Hjernø.


Offentliggjort på Facebook d. 1. februar 2020. Hør en oplæsning af brevet her.